Årsberetning, november 2011

Udgivet den:06 december 2019
By By og land Faaborg og omegn

FORMANDSBERETNING

Generalforsamlingen i By og Land Faaborg og Omegn

Torsdag den 24. november 2011

Velkommen til generalforsamlingen i By og Land. I det følgende vil jeg fortælle forholdsvis kort om årets forløb i bestyrelsesarbejdet og kommentere nogle af de sager vi har arbejdet med inden for foreningens interesseområder: Omsorgen for de kulturhistoriske og æstetiske værdier ved bygninger, bybilleder og landskaber. Det er ikke alene foreningens opgave at værne om herlighedsværdierne ved det eksisterende. Vi ønsker også at engagere os i de igangværende planer for nybyggeri og udvikling i forbindelse med realisering af Masterplanen for Faaborg, og vi vil arbejde for en æstetisk tilfredsstillende indpasning af nutidigt byggeri i det eksisterende kulturmiljø.

Bestyrelsens sammensætning og foreningens medlemstal:

Efter valget ved generalforsamlingen for 1 år siden konstituerede bestyrelsen sig med mig som formand, Christina Riis Hansen som næstformand, Anders Rehde Nielsen som kasserer og web-master, Jeanette Brønner som sekretær, og Jens Barfod og Peter Gabel-Jensen er desuden medlemmer af bestyrelsen. Christina har ønsket at udtræde af bestyrelsen af arbejdsmæssige grunde, idet arbejdsopgaverne for Lauritz com. er blevet mere omfattende og nu hovedsageligt i København.

Der er afholdt 5 bestyrelsesmøder, og en del er afklaret ved løbende e-mail korrespondance.

Vi har udsendt to nyhedsbreve, efterårets nummer var det 10. i serien, der blev startet i 2007.

Medlemmerne har desuden modtaget 4 numre af landsforeningens meget læseværdige blad ”By og Land”. Medlemmerne har desuden fået et eksemplar af den smukke bog ”Bevaringsguide for Bedre Byggeskik- huse” udgivet af Bygningskultur Danmark. Der er 84 medlemmer i foreningen, uændret fra sidste år. Et par er gået ud, og et par er kommet til.

Forårsudflugten

Foreningen arrangerede en udflugt, søndag den 8. maj 2011, til seks fredede bondegårde i Faaborgs nærmeste omegn, med Torben Lindegaard som en meget engageret og kyndig guide. Torben sidder i landsforeningens bestyrelse og er formand for foreningen ”Straatag”. Det var et pragtfuldt solskinsvejr, og det lykkedes uden større besvær at guide bilkortegen rundt til Birkelund, Enggaarden og Gammelstrand i Svanninge, Vilhelmsgave i Svanninge Nørremark, Stormgården i Håstrup og endelig Solbjerggård i Millinge, hvor vi sluttede af med kaffe og hjemmebagte boller. Der var ca. 50 deltagere, medlemmer og ikke-medlemmer, som fik en herlig og lærerig oplevelse. Ejerne var til stede og orienterede om gårdenes historie og de store udfordringer der er i at vedligeholde og skabe liv i de store, fredede bygningsanlæg.

Mødedeltagelse

Formanden deltog fredag den 13. maj til søndag den 15. maj i landsforeningens årsmøde og generalforsamling, der blev afholdt på Nr. Vosborg og det nærliggende Skærum Mølle ved Nissum Fjord. Der var ca. 100 deltagere.

Nørre Vosborg gennemgik i 2005-08 en omfattende, men nænsom restaurering finansieret af RealDania (en sag til 167 MKr). Det imponerende anlæg indeholder bygninger opført i forskellige stilperioder fra 1500-tallet til 1800-tallet, og komplekset er restaureret i flere omgange. I forbindelse med den seneste restaurering blev der tilføjet en ny værelsesfløj (Arkitema). Stedet drives nu af en selvejende institution som et kultur- og konferencecenter.

Skærum Mølle er et kulturcenter, skabt omkring møllen, der ligger hvor Storå og Lilleå mødes syd for Vemb. Den ældste del af anlægget er fra 1500 tallet, men den hvide hovedbygning er opført i 1868 af etatsråd Tang, der også ejede Nr. Vosborg. I sine velmagtsdage i slutningen af 1800-tallet var der både tilknyttet brændevinsbrænderi, elektricitetsværk og andelsmejeri. I 1914 opførtes villaen i Bedre Byggeskik stil for Niels Villemoes (arkitekt H. Bojsen-Møller). Fra 1987 har det været folkeuniversitetscenter (selvejende institution). I 1996 opførtes ”stenhuset” til brug for geologi og astronomi, tegnet af Per Kirkeby.

Årsmødets hovedtaler var Kulturarvsstyrelsens nye direktør, Anne Mette Rahbæk. Kulturarvsstyrelsen, der er en styrelse under Kulturministeriet, har 10 års jubilæum i år. Styrelsen har et personale svarende til 90 årsværk, heraf 20 arkitekter. I de kommende år vil man have særligt fokus på de 40 år i Danmark under ”den kolde krig”, inkl. bygningskulturen, der var præget af stor byggeaktivitet med institutionsbyggerier og fremvækst af parcelhuskvarterer.

Projektet ”Bygningskultur 2015” er nu i gang efter et par pilotprojekter i Frederiksværk og på Lolland. Det er et projekt i samarbejde mellem Kulturarvsstyrelsen, Kommunernes landsforening og RealDania. Alle landets ca. 9.000 fredede ejendomme bliver gennemgået for at fastslå de bærende fredningsværdier, og der tilbydes prioriterede handleplaner for at sikre fredningsværdierne. Der har været frygt for, at det ville medføre mange affredninger, hvilket synes at være ubegrundet. Pilotprojektet i Frederiksværk medførte ingen affredninger, men på Lolland var der to. De tidligere B-fredede huse, der er helt ombyggede indvendigt er særligt udsatte. B-fredninger (ejendommens ydre) blev ophævet for ca. 30 år siden, og alle fredninger er nu A-fredninger. Hvis fredningsværdierne ikke mere er til stede startes ”affredning” med samme proces som ved fredning, således skal den godkendes af ”Det særlige bygningssyn”.

I forbindelse med gennemgangen arrangeres lokalt en ”kuffertudstilling” med plancher, der fortæller om fredning og bygningsbevaring. Der arrangeres også byvandringer for at skabe lokalt fokus på sagen.

I foråret/sommeren 2011 har karavanen været i Nordjylland. I denne vinter behandler man fredede ejendomme i København, og til næste forår fortsætter man i Sønderjylland. Det er uafklaret, hvornår de kommer til Fyn.

Under diskussionen blev det fremhævet at en affredning af B-fredede huse vil være meget uheldig, selv om de overføres til kategorien ”høj bevaringsværdi”. Disse huse er meget vigtige for det samlede gadebillede.

Planer for en bevarende lokalplan i Hørsholm valgte man at opgive efter massive protester fra ejere af bevaringsværdige huse, som ikke accepterede at blive pålagt restriktioner for tagbelægning etc. Der er ligefrem dannet en forening for ejere af bevaringsværdige ejendomme, som vil tage kampen op mod myndighederne.

Det er væsentligt, at kommunerne indfører resultatet af en SAVE-registrering i BBR-registret, så det fremstår klart for ejerne og ejendomsmæglerne. Til trøst for de utilfredse kan man måske fortælle, at huspriserne øges, når man ved byudvikling også værner om bygningsarven.

Årsmødet i 2012: 12.-14.5. i Fredensborg

Årsmødet i 2013: afholdes i Mariager

Ledige år er 2015 og 2017

Peter Hee (medlem af bestyrelsen) orienterede om Bygningskultur Danmark, der er en paraplyorganisation for forskellige foreninger og organisationer, der arbejder for bygningskulturen.

RealDania støtter i de næste tre år projekter med 3 MKr. første år, 2 MKr. næste år og 1 MKr. sidste år.

Fjernsynsprojekt på DR1

Energiguide vedr. energisikring af fredede og bevaringsværdige bygninger

Bevaringsguide for Bedre Byggeskik huse.

Håndbog om bygningsbevaring er på vej.

Karen Margrethe Olsen orienterede om Postkassesagen.

Ifølge postloven skal der efter 1.1. 2012 være tilgængelige postkasser i skel med et brevindkast placeret mellem 100 og 120 cm over terræn. Der kan kun dispenseres, når det drejer sig om fredede ejendomme.

Landsforeningen har prøvet at få fritagelse for postkasser i områder med bevarende lokalplaner ved ansøgning til Trafikministeren og Kulturministeren uden resultat. Der er dog åbnet mulighed for at kommunen kan søge PostDanmark om en gennemgang af bevaringsområderne, for at sikre en skånsom forvaltning af postlovens bestemmelser. Der er foretaget en sådan gennemgang i Dragør og Kalundborg, hvor bevaringsforeningerne synes, at det var en meget positiv oplevelse. Efter pres fra By og Land har Faaborg-Midtfyn Kommune søgt PostDanmark om en sådan gennemgang i nær fremtid.

Landsforeningens økonomi er blevet væsentligt bedre, men tillader ikke en tilstrækkelig bemanding i sekretariatet, der kun har 1 medarbejder til at forberede fredningssagerne.

Bestyrelse og suppleanter blev genvalgt, og der var således ikke brug for afstemning.

Bygningskulturens Pris blev tildelt arkitekt Leif Høgh for hans store arbejde for bevaring af købstadsmiljøet i Mariager, især igennem Fonden til Bevarelse af Gamle Bygninger i Mariager.

I tilslutning til årsmødet var der udflugter til den vestjyske natur og seværdige bygningsanlæg, specielt de imponerende klitgårde. Besøg på den fredede Bankgaarden. Bygningerne har tydeligvis været inspiration for bevægelsen Bedre Byggeskik, der havde flere repræsentanter blandt egnens arkitekter, bl.a. H. Bojsen-Møller og Ulrik Plesner.

Mandag den 25.juli 2011. Møde med arkitekt Per Godtfredsen

Per Godtfredsen, der er formand for landsforeningens fredningsudvalg og tidligere arkitekt i Helsingør Kommune med ansvar for bygningsbevaring, besøgte Faaborg d. 25. juli. Vi gik en tur i byen og langs havnefronten og så på bemærkelsesværdige huse incl. museet og Kraft-varmeværket.

Det lykkedes med kort varsel at arrangere et møde i planafdelingen med 4 deltagere fra bestyrelsen i By og Land, Eva Frellesvig fra Øhavsmuseet, Ruth Jensen fra byhistorisk arkiv og 3 medarbejdere fra kommunen.

Per Godtfredsen understregede betydningen af bevaring af et områdes bygningskulturværdier. Det vil i et område som Faaborg kunne tiltrække resursestærke personer. En formuleret arkitekturpolitik vil medvirke til øget forståelse for bygningsbevaring.

Hovedemnet var erfaringerne med et fotoregistreringsprojekt i Præstø og Nyborg, hvor den lokale bevaringsforening har fotograferet alle ejendomme med høj bevaringsværdi (SAVE 1-4), hvorefter billederne er lagt ind på kulturarvsstyrelsens fbb-database, ofte suppleret med historiske fotos.

Der var interesse for at vi (Anders Rehde, Jens Barfod og FBr) går igang med noget lignende, omfattende huse med høj bevaringsværdi ved SAVE-registrering i Kommuneatlas 1992 (Faaborg Bygrunde og Faaborg markjorder). 

Vi har efterfølgende via PG fået udskrifter fra databasen, der viser, at det drejer sig om ca. 250 huse i SAVE 1-4. I første omgang vil vi koncentrere os om de 129 huse, der fik SAVE 1-3, idet det var afgrænsningen af ”høj bevaringsværdi” i Kommuneatlas Faaborg 1992. Når projektet går i gang, skal det omtales i pressen, husejerne skal orienteres og der skal organiseres en arbejdsgruppe med repræsentation fra By og Land, arkivet og kommunen. PG skal tilknyttes som kontakt til Kulturarvsstyrelsen.

Formandsmøde den 24.09.2011 i Historiens Hus i Odense.

Der var en broget buket af emner, bl.a. om forskellige økonomiske støttemuligheder for bevaringsværdige bygninger.

Dorthe Toudal Simonsen (LAG-Nyborg) fortalte om LAG (Lokal aktions gruppe). Midler fra EU, i nogle tilfælde også fra kommunen. Følge af det europæiske landdistriktsprogram.

Formål: Mere attraktivt at bosætte sig i landdistrikterne. Almennyttigt byggeri eller erhverv.

Støttebeløb: Op til 50% af investeringen. Tilskudsordningen løber frem til og med 2013.

Midlerne udbetales først når projektet er færdigt.

57 LAG grupper i DK, typisk 2 MKr pr. LAG.

Torben Lindegaard orienterede om fondsansøgninger, indsatspuljen mv.:

I 2007 vurderede SBI at 10.000 huse i landdistrikterne var for faldefærdige til at kunne sælges.

Ejerne forlader blot stedet, der forfalder. Stigende problem sidste 3-4 år. Også fredede ejendomme får lov til at forfalde. Stor afvandring, dårlig infrastruktur, stort energiforbrug, dyre husforsikringer, nødv. med 2 biler.

”Nedrivningspulje”. Staten 150 MKr. i 2010, kommunen medfinancierer med 30 %. Kan også bruges til at redde en bevaringsværdig bygning.

I Vordingborg Kommune har man lavet oplagring af genbrugsmaterialer, som de sælger.

Fondsansøgninger: I flere kommuner har man byfonde, der giver tilskud til bevaringsværdige bygninger, oftest rente- og afdragsfrie lån. (Skive, Guldborgsund, Esbjerg). Private støttemidler til bevaringsværdige huse er skattefrie (man kan bede om at få sit hus SAVE-registreret).

Staten bevilger puljemidler til bevaringsværdige ejendomme. Kommunen skal doble beløbet op. Bevilges til SAVE 1-4. Støtte på max. 1/3 af byggesummen. Pengene fordeles af et Bygningsforbedringsudvalg i en del kommuner.

Byforums debatmøde om Helios-zonen 02.11.11

Formanden er medlem af Byforum, der er en broget flok, som repræsenterer en række foreninger, erhvervsdrivende, undervisningsinstitutioner, kulturinstitutioner etc., som alle arbejder for Faaborgs udvikling. Byforum er oprindeligt dannet på initiativ af Kommunen, der varetager sekretærfunktionen.

Byforum afholdt et debatmøde om forslag til udvikling af Helios-zonen og området omkring Banegården, efter at der er bevilget 15,6 MKr til renovering af Helios-zonen.

Rektor Claus Jensen var ordstyrer. Undertegnede indledte med en kort historisk redegørelse og illustration af områdets udvikling, incl. byggeriet af Helios-Teatret i 1962, der blev opført på den grund, hvor Faaborg Håndværker- og Borgerforening(opført 1891) tidligere har ligget.

Det er væsentligt at processen for områdets udvikling også inddrager inspiration fra borgerne og brugerne af Helios.

Møde med Erhvervs- og Planlægningsudvalget 17.11.11

Langt om længe blev dialogmødet mellem ovennævnte udvalg og tre repræsentanter fra henholdsvis By og Land Midtfyn og By og Land Faaborg og omegn afholdt. Emnerne for drøftelserne var:

1.

Registrering af bevaringsværdige bygninger (SAVE-registrering) og bevaringsværdige bymiljøer i hele kommunen.

Der foreligger kun SAVE-registreringer fra den gamle Faaborg Kommune i forbindelse med udarbejdelse af Kommuneatlas (1992). Der er initiativer på vej på området støttet af Kommunernes Landsforening. Projektet ”Bygningskultur 2015” beskrives på www.bygningskultur.dk

Ejere af bevaringsværdige bygninger har både rettigheder og pligter, hvorfor en ikke-dækkende registrering betyder en forskelsbehandling af borgerne og en forsømmelse af denne kulturarv. Vi  opfordrede derfor kommunen til at arbejde for en bedre registrering af bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer.

I første omgang bliver registreringen ikke dækkende for hele kommunen, men man vil koncentrere sig om særligt værdifulde kulturmiljøer. Kommunen blev opfordret til at lægge resultatet af SAVE-registreringen ind i BBR-registret ud over registreringen i Kulturarvsstyrelsens fbb-database.

2.

Etablering af Bygningsbevaringsråd

Efter ”Lov om Bygningsfredning og bevaring af bygninger” er der mulighed for at nedsætte et bygningsbevaringsråd, der kan være rådgivende vedrørende udviklingen af kommunens kulturmiljøer, herunder sager omkring bevaringsværdige bygninger. Ønsket herom har tidligere været fremført i høringssvaret til Kommuneplanen fra By og Land- Faaborg og Omegn. I kommunens svar anføres: ”Kommunen vil gerne i dialog med foreningen om behovet for nedsættelse af et bygningsbevaringsråd”. Landsforeningens brochure om Bygningsbevaringsråd blev omdelt, og forhåbentlig har vi sået et frø.

3.

Formulering af en kommunal arkitekturpolitik

By og Land har med tilfredshed noteret sig, at kommunens forslag til udviklingsstrategi 2012 fastslår, at der skal udarbejdes en arkitekturpolitik, ”som skal inspirere til kvalitet og æstetik inden for byggeri, planlægning og bydesign”. By og Land understregede, at vi gerne ville bidrage som dialogpartner i dette arbejde. Som der står i Svendborgs brochure om Arkitekturpolitik, så ligger der en stor opgave i at finde den rette balance mellem det nye, vi gerne vil have, og det eksisterende, vi ikke vil undvære.

4.

Byfornyelsesinitiativer

I forslag til udviklingsstrategi 2012 anføres, at ”Der investeres i byfornyelse af byområder”. Ryslinge er i gang og Kværndrup kommer snart til. ”Målet er at fortsætte i flere byer”. Vi ønsker at gøre opmærksom på, at der ikke alene er behov for byfornyelse i landdistrikterne, men også i Faaborg bymidte, hvor nogle kvarterer er meget nedslidte med en dårlig boligstandard. Det omfatter også huse med høj bevaringsværdi, der kræver en snarlig bevaringsindsats, hvis man ønsker at bevare det ret uspolerede kulturmiljø.

5.

Postlovens krav til postkasser efter 1. januar (Planafdelingen).

Efter pres fra By og Land Faaborg har planafdelingen været i kontakt med Post Danmark mhp. en gennemgang af bevaringsområderne. Der er fremsendt en liste over samtlige gader i Faaborg, der er omfattet af en bevarende lokalplan. Der planlægges udsendt en meddelelse til borgerne om at afvente opsætning af postkasser indtil forholdene er vurderet af Post Danmark.

Løbende sager

Kortfattet status:

Skilte- og facadeudvalget har ikke været indkaldt i det forløbne år.

Bevarende lokalplan for Østerbro er vedtaget med et tilfredsstillende indhold.

Projektet for Havnebadet ser lovende ud, men realiseringen udsat til 2013.

Adelgade 16. Skorstenen brudt ned imod lokalplanens bestemmelser. Efter protest fra foreningen og krav fra kommunen erstattet med attrap-skorstenspibe. En forloren nødløsning.

Bannere på den fredede bygning Magasingården i Strandgade. Foreningen har protesteret over for kommunen og Kulturarvsstyrelsen, der behandler ejerens ønske om lovliggørelse.

24.11.11

FBr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...