Byggeskandalen, Østergade 28, Faaborg

Udgivet den:04 januar 2019
By By og land Faaborg og omegn

Januar, 2019:
Det er nu snart tre år siden, at stilladset blev fjernet omkring ejendommen Østergade 28, der havde været under ombygning i tagetagen. Herved afsløredes resultatet af en stærkt skæmmende ombygning, der ikke var i overensstemmelse med byggetilladelsen, den bevarende lokalplan for bymidten og det materiale, der var sendt i høring. Det er uforståeligt og uacceptabelt, at denne misere endnu ikke er blevet korrigeret.

Skandalen har medført, at facaden er blevet meget uharmonisk med helt forkerte proportioner. Taget er blevet hævet med en såkaldt trempel-konstruktion, der medfører, at murfladerne over vinduerne er blevet voldsomt forhøjet, så huset nu fremtræder som en tung klods i husrækken.

By og Land Faaborg og Omegn og husets naboer fik i november 2014 tilsendt orientering om det planlagte byggeri i høring. Det fremgik ikke af den fremsendte facadetegning, at facaden ville blive så markant ændret efter ombygningen. Dette blev påklaget i et læserbrev (FAA 25.1.2016), der blev forelagt ejeren, Jørgen Ferdinand, som ikke ønskede at kommentere klagen. Den daværende leder af byggesagsafdelingen, arkitekt Aase Nielsen, undrede sig også, og hun fortalte, ”at de tegninger, vi har fået indleveret og godkendt, stemmer ikke helt overens med det, der er opført” (FAA 27.1.2016). Det fremgik, at man afventede færdigmeldingen af byggeriet, inden der kunne kræves ændringer.

Borgerne i Faaborg, der interesserer sig for bymiljøet, er helt uforstående over for, at der ikke for længst er skredet administrativt og politisk ind for at få bragt byggeriet i overensstemmelse med det, der er givet byggetilladelse til og som var sendt i høring. Det skulle nødigt blive en sag, hvor borgerne mistænker, at myndighederne og politikerne ikke håndhæver lighed for loven.

Flemming Brandrup
Formand
Foreningen By og Land Faaborg og Omegn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...